2009-10-15
Personligt websted (på engelsk)
2009-10-15
Personligt websted (på engelsk)
Ved valget den 17. november 2009 stiller jeg op til kommunalbestyrelsen i Rødovre på liste B.
Hvorfor skal det være meget dyrere og besværligere for et amatørteater at opføre en forestilling i kommunens kulturhus end det er for en sportsklub at arrangere en turningskamp i kommunens idrætshal? Læs mere ...
IT giver mange muligheder for at forbedre borgerbetjeningen, men vi skal passe på ikke at nedprioritere basal service for af bar digital begejstring at forsøge at gøre kommunen til et computerspil. Læs mere ...
Rødovre blev taber da København fik sin metro – driften blev delvist betalt af besparelser på busser, og det kostede det centrale Rødovre sin hurtigbus til centrum. Vi skal have genindført de gode forbindelser mellem Rødovre og København – som minimum må linje 550S genoplives. Eller hvad med en letbane fra Vanløse til Glostrup via Rødovre Centrum?
Klemmer skoene? Der er alt for mange af dem i byrådet. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg møde barfodet op til alle byrådsmøder. Det er både sundt og komfortabelt, og hvorfor skal det hele være så trist?
36
Jeg var opstillet til kommunalvalget i 1997 og 2005
Cand.scient. og ph.d. i datalogi
Softwareudvikler i en lille internetvirksomhed
Ugift
Ingen
Amatørteater og -musik (mangeårigt medlem af den nu nedlagte Den Ny Scene).
Aktiv deltager i open source-bevægelsen (medudvikler af Debian GNU/Linux).
Tognørd med særlig interesse for infrastruktur og sikkerhedsteknik.
Ivrig cyklist (har aldrig haft kørekort).
Email: henning@makholm.net
Skulle man tro kommunens prioriteringer er det eneste borgerne foretager sig aktivt i deres fritid, at dyrke sport. Al anden kultur er det vist mest meningen vi bare modtager passivt. Her er et eksempel jeg har personligt kendskab til, men det er næppe enestående:
Kommunens kulturhus Viften indeholder en biograf og en teatersal. Biografen fungerer som biograf – passiv underholdning, men det er hvad biografer er. I teatersalen afholdes for det meste kommercielle koncertarrangementer og gæstespil. Her kan vi også passivt opleve udenbys kultur uden at forlade kommunen. Men det var fra starten også meningen at borgerne skulle kunne bruge kulturhuset til selv at udfolde sig. Og det er blevet stadig sværere siden åbnede.
Det er klart at fx en lokal amatørscene sjældent kan trække så store mængder betalende publikum til Viften som et landskendt popnavn, og derfor kan det lokale foreningsliv i princippet leje Viften betydeligt billigere end på kommercielle vilkår. I princippet altså, for i praksis er det stort set umuligt at få en fast skriftlig aftale med Viftens ledelse på de betingelser. Man kan mundtlige, foreløbige tilsagn, men hvis Kim Larsen bagefter ringer og tilbyder en koncert midt i den aftalte opstillings- og prøveperiode, er aftalen pludselig ikke meget værd. Så må amatørerne enten aflyse eller vente med at bygge deres scene færdig til natten efter generalprøven. (Og bagefter kan de så få føjet spot til skade ved at blive faktureret for overtidsbetaling til den medarbejder der skal låse efter dem når scenen er klar).
Det kan ikke undre at mindst en af kommunens amatørteaterforeninger konsekvent har valgt at opføre sine forestilliger på Rødovregård i stedet for. Og det er også et hyggeligt sted, men hvad skal man så med et kommunalt kulturhus?
Det skal for en god ordens skyld nævnes at det ikke er Viftens ledelse der er onde her. De skal sørge for at husets økonomi løber rundt og får ikke ekstra bevillinger af at slå dørene op for det lokale kulturliv. Og når det nu altså skæpper mere i kassen at have koncert med Kim Larsen end at have et amatørteater til at holde generalprøve, er det en økonomisk uafvendelighed at det bliver den kommercielle koncert der vinder.
Det er altså fra politisk hold problemet skal løses. Vi må kunne finde en bevillingsmodel hvor Viften ikke bliver straffet økonomisk for at lægge hus til det lokale kulturliv. Lad kommunen budgettere udtrykkeligt med et beløb i tabte kommercielle lejeindtægter på dage hvor de lokale bruger huset, og lad det beløb blive frigjort i forhold til den brug kulturlivet faktisk gør. Så bliver der en reel mulighed for at konkurrere med Kim Larsen om kalenderen.
Men hvorfor overhovedet udleje i stedet for at udlåne? Selv når man ikke bliver skubbet ud af et kommercielt arrangement, koster det mindst et par tusind kroner pr forestilling at leje sig ind. Hvis det man opfører, er det mindste smule smalt eller eksperimenterende – og det vil sige alt andet end en musical – skal man være heldig for at sælge biletter til blot at dække lokalelejen. Normalt må foreningen selv spæde til med kontingentpenge (som den i forvejen har brugt af til markedsføring, scenebygning, kostumer, osv). Er det rimeligt når man sammenligner med at kommunens idrætsklubber får stillet baner og haller til rådighed kvit og frit når de skal spille hjemmebanekampe og vise resten af lokalsamfundet hvad de har fået ud af træningen?
Også her bør man se på om der ikke kan skabes en bedre balance mellem idrætslivet og det øvrige kulturliv. Jeg under naturligvis idrætten deres banelån – det er den model man bør sprede til resten af kulturen, snarere end omvendt. Og bliver det så nødvendigt at udskyde noget af det knopskydende halbyggeri i et par år for at få råd til at give den ikke-idrætslige kultur ordentlige vilkår, mener jeg at det må man tage med.
Et andet område der er nærliggende at se på i denne forbindelse er regelgrundlaget for at give kommunal støtte til kulturlivet i det hele taget. De minimumskrav kommunen skal opfylde kommer fra Folkeoplysningsloven, som er skræddersyet til at støtte netop idræt, spejdere og aftenskoler – tre områder som er kendetegnet af løbende aktivet som fortsætter i samme skikkelse sæson efter sæson. Og hele kommunens regelsæt fx for udlån af Rødovregaard forudsætter at aktiviteterne er organiseret i foreninger som arbejder "kontinuerligt".
Nogen af de andre kulturaktiviteter passer også på den model. Foreningen bag Rødovre-revyen producerer en revy om året, for sådan er traditionen for revyer nu engang. Men vil man lave noget mere eksperimenterende eller nyskabende, passer modellen ikke så godt. Et større teaterprojekt – igen er det hvad jeg personligt har bedst forstand på, men det samme gælder sikkert hvad end man spiller teater eller vil arrangere en Vestvoldsfestival for fysisk-poetisk dialog – kan tage op til et års planlægning og ofte har ildsjælene bag projektet brug for ihvertfald et pusterum af samme længde før de lægger sig bag noget lignende igen. Hvis "noget lignende" da overhovedet viser sig at være interessant.
Og så passer folkeoplysningsmodellen med permanente foreninger der har aktiviteter "kontinuert" mindre godt. Man kan godt klemme sig ned i den hvis man skal – og det skal man jo for tiden. Men vi ville gøre dynamikken og entusiasmen i Rødovres ikke-idrætslige fritidsliv en tjeneste hvis vi kunne finde på en model hvor man også kan organisere det frivillige kulturliv i mere tidsbegrænsede, projektorienterede organisationsformer. Hvor der bliver tale om egentlige økonomiske tilskud, skal modellen naturligvis stadig sikre at tilskuddet ikke ender som bidrag til en lidt for smart projektmagers privatøkonomi. Men den slags problemer er til for at løses.
Den teknologiske udvikling gør det let at falde i svime over højstemte planer om at digitalisere forvaltning og borgerkontakt på alle leder og kanter. Og der er ingen tvivl om at IT-udviklingen stadig giver nye muligheder for at kommunen kan tilbyde bedre service – eller bedre adgang til sin eksisterende service – på rigtig mange områder. Men den giver også mulighed på at spilde megen tid og kræfter på luftkastelprojekter som viser sig at være ren overflade uden indhold, eller i værste tilfælde forringer kommunens service ved at tvinge den gennem en teknokratisk model som den ikke passer til.
Det er ikke altid ligetil at skelne et godt IT-projekt fra et dårligt. I en ordentligt drevet kommune vil man naturligvis søge at indhente eksperters vurdering af planer før man fører dem ud i livet, men på et så "sexet" område som IT er der altid fare for at andre hensyn kommer til at overskygge dem. Derfor er det vigtigt at have faglig kompetence på politisk niveau. Som fagdatalog er jeg uddannet til at kunne skelne mellem nytte og bar lir, og til at kunne gennemskue hvornår det slet ikke er en teknologisk løsning der er brug for.